Jeg er åbenbart tilstrækkelig nysgerrig på at finde ud af, hvordan det er.

Når jeg – forhåbentlig – overvinder den fysiske træthed, vablerne og det omskiftelige vejr, mon ikke det vil efterlade mig med en dyb kropslig såvel som mental tilfredsstillelse? Det tror jeg, og så er der naturligvis også lysten til at tage udfordringen op og finde ud af, hvad begrebet gåafstand" egentlig dækker over :-)

Jeg ser frem til det langsomme tempo. Det bliver befriende med dage, der byder på ganske få valg: Hvor skal jeg sove? Hvad skal jeg spise? Hvor er næste vandpost? Det bliver enkelt og vel det tætteste, man kommer på en ægte digital detox.

Når man går alene, er der ingen kompromisser. Jeg bestemmer selv tempoet, pauserne og dagens etape. Samtidig åbner solovandringen op for omverdenen – for som alene-rejsende falder man langt nemmere i snak med de mennesker, man møder på sin vej. Det ændrer dog ikke på, at jeg kommer til at savne Kurt og alle jer andre!

At valget faldt på lige netop denne rute, skyldes dens længde. Den er så lang, at den - uanset hvad - ikke kan tilbagelægges i ét stræk. Det giver mig en frihed til bare at gå så langt, benene og lysten bærer mig – helt uden at have blikket stift rettet mod en slutdestination. 

At søge ud i det ukendte handler i virkeligheden også om at lære at holde af det velkendte. Ved at skifte hverdagens komfort ud med mærkbare anstrengelser, nulstiller jeg mit perspektiv. Jeg glæder mig til turen, men jeg glæder mig i den grad også til den dybe taknemmelighed for hverdagen, som jeg ved, jeg tager med mig hjem i rygsækken.